Hør klokkerne ringe i vore kirker 4. maj kl. 20.36

HØR, KLOKKERNE RINGER!
Den 4 maj kl. 20.36 1945 var det, at nyhedsudsendelsen fra BBC i London nogle få sekunder blev afbrudt, for at det et øjeblik senere kunne lyde:
”I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”.
Det behøver ikke mange ord at forklare eller forstå, hvilken befrielse dét var. I alle betydninger af ordet.
Det var en korsfæstet verden, et korsfæstet liv, man i et ufatteligt sekund
oplevede ville få mulighed for at opstå til nyt liv. Ikke uden at efterlade sig smerte og sorg og skrammer. Men med håb! Og med en dyb forpligtelse til at stå sammen om at skabe den fred … i større forstand end blot fravær af krig … som det nu mere end noget andet drejede sig som. Sådan som det altid gør det.
At befrielsen blev markeret med lyden af klokkeklang fra alle landets kirketårne, var kun naturligt. Sådan måtte en ny begyndelse råbes ud og ringes ind: Friheden.
Freden. Som gave. Og som opgave! Husk det nu! ”Forude venter en skabelseskamp.
Vel mødt i hverdagens strid”, som digteren Poul la Cour skrev det året efter i et digt, efter lige forud at have udtrykt, at ”… den frie i sejren tålmodigt forpligter sig selv til nye erobringstogter mod renere menneskehvælv”.
Alt sammen i tæt samklang med ånden hos Ham, Menneskesønnen, der … om nogen … gav sit liv for netop dét, og som advarede mod de destruktive kræfter, der … under dække af det modsatte … tyrannisk vil lægge livet i chok og i lænker og berøve mennesker den værdighed, som Gud har skabt hver eneste en til.
I hans univers var der ikke plads til nogen ”Der Führer”.
”I ved”, siger han et sted ”at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker
dem, og at deres stormænd misbruger deres magt. Sådan skal det ikke være blandt jer; nej, den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener … Menneskesønnen er da heller ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og for med sit liv at sætte mennesker fri”
Hvor helt anderledes end ham, som bar navnet Adolf, der betyder så meget som ”ædle ulv”, og som vel havde ulvens natur, men på ingen måde kunne kaldes ædel.
Når kirkeklokkerne mandag aften fra kl. 20.36 og en halv time frem ringer fra
kirkerne i Lønstrup, Vennebjerg og Skallerup, sker det for, at vi i taknemmelighed og glæde kan fejre, at det ikke dengang for 75 år siden var ulvevæsenet, der sejrede. Og det sker samtidig for, at vi kan minde hinanden om, at vi aldrig må tage freden og friheden for givet. Den kræver også, at vi selv arbejder med.
Men hør også dét med i klokkeklangen, at vi må tro, at der er én, der er større end os, som virker med; én, der bliver ved med at holde himlen og horisonten åben.
Det er ikke en tyrannisk ”Führer” med en ulveklo af jern og et hjerte af stål; det er tværtimod én, der er som hyrden, der værner om flokken, og det i en grad, så han, når det kommer dertil, hellere (som et får, der slagtes) giver sit eget liv og sit varme hjerteblod, end han er parat til at prisgive nogen anden.
Må vi stå sammen om freden og friheden. I tro og håb og kærlighed!
Gud hjælpe os dertil!
Peder Madsen